Enhver cubaner ved, at noget er i gære. På overfladen ligner alt sig selv i Havana, men i de smalle gader, dér hvor politiet ikke kan kigge ind, går snakken på livet løs. Om præsidentens sygdom, om et mærkeligt fænomen, der går under navnet frihed og om den ukendte tidsregning, der starter i år nul efter Castro

Vi har været i Havana en lille uges tid. I en af de mærkeligste perioder i Cubas historie. Det er mere end en måned siden Fidel Castro har givet livstegn fra sig, og ikke alle cubanere tror længere på de daglige historier i kommunistpartiets monopol-avis, Granma, om at landsfaderen har det fint.

På overfladen er det Havana i almindelig postkortstørrelse. Smil, salsamusik, dansende skolebørn, gamle dollargrin, der flyder rundt i gaderne, cigarer, sol og socialistisk business as usual. Men når man sætter sig ved siden af en cubaner og spørger, hvad der sker med Fidel, og hvorfor man ikke hører noget fra ham, så stivner smilet. De fleste fejer hurtigt emnet af bordet, fordufter, vinker afværgende, adios. Andre går i forsvarsposition, stiller skarpt på den nysgerrige udlænding og forsikrer, at Fidel skam er i bedring, og snart igen vil trone over Cuba. Inden de fordufter.

Præsident uden pause

På Cuba hylder man helst de afdøde revolutionshelte. Che Guevara, Camilo Cienfuegos og José Martí især. Men Fidel er langt fra usynlig. Han hænger på væggen i cigarbutikken, over tavlen i skolelokalet, bag hotellets reception og på store bill-boards langs vejene tronende over sit favoritslogan: 'Patria o muerte' – 'Fædrelandet eller døden'. Indrammet i uniform, skulderstjerner og fuldskæg.

Men lige så ofte, man ser ham, lige så lidt snakker man om ham. Hvis en cubaner er nødsaget til at nævne hans navn, gøres det som regel ved at køre en hånd ned langs siden af hovedet og ned til hagen med en bølgende bevægelse. Han er den unævnelige med skægget.

Skulle en cubaner komme for skade, at tage navnet i sin mund mens en politimand – eller blot en menig sladrehank - lytter med, udsætter man sig selv for en reel risiko. For at sidde i håndjern på bagsædet af en Lada med blå blink to minutter efter, for en lynhurtig retssag en af de følgende dage med en advokat, som er beskikket af kommunistpartiet, for en anseelig periode derefter i et uhumsk, cubansk fængsel gemt væk fra verdens og turisternes øjne langt inde i det hemmelige land. Fidel taler man ikke om, han er der bare. Som han har været uden skyggen af pause i 47 år. Indtil denne cubanske sensommer.

Socialismo siempre

På Malecon'en, den brede, kilometerlange promenade, der skiller Havana fra Floridastrædet, sidder de unge cubanere og nyder solnedgangen. De ryger cigaretter, drikker dåseøl, en enkelt gruppe har fået fingrene i en flaske rom. De kalder sig socialister – som alle andre fornuftige cubanere. I hvert fald så længe de kan se en politimand eller to, der patruljerer til fods eller i en russisk politibil inden for halvtreds meters afstand. Og det kan de stort set altid. I Havanas centrum ser man sjældent et gadehjørne, hvor lovens lange arm ikke er repræsenteret.

De er unge i et land, hvor man ikke kan gøre, som unge altid har gjort i alle andre lande. Her er ingen ungdomspartier at møde ligesindede i, ingen debatfora på nettet, hvor man kan udveksle holdninger, intet rebelsk ungdomshus nede på hjørnet. Ser man bort fra de demonstrationer, staten med jævne mellemrum arrangerer længere nede ad Malecon'en, foran det amerikanske interessekontor, har de ikke ret til at forsamle sig og rette deres trang til nye tider mod den kommunistiske regering. For socialismen på Cuba er for evig, for alle, for altid. Det står i grundloven.

Enden på diktaturet?

Men ikke alt er, som det plejer på Cuba. Siden august har landets ubestridte leder været fraværende. Det, der i første omgang blev udlagt som en simpel maveoperation, har nu i snart tre måneder holdt 'El commandante' i sygesengen på et hospital et hemmeligt sted på øen. Efterhånden som tiden er gået, og de sparsomme informationer, der er sluppet ud til befolkningen via det statsstyrede tv og propagandaaviserne Granma og Juventud Rebelde, er folk begyndt at undre sig i det skjulte, og rygterne florerer. Time Magazine har skrevet, at Castro er uhelbredeligt syg af kræft og står for døden, mens Brasiliens præsident, inden Fidel stod frem for en kort bemærkning sidste lørdag, insinuerede, at den cubanske diktator nok allerede var gået boet. Seks uger uden et ord til verden eller fædrelandet. Selv i Havanas gader gik snakken i de mørkeste kroge. Var han død? Kom han tilbage? Og hvis ikke er det så enden på næsten 48 års totalitært diktatur?

Beirut i Havana

Inde i Centro Habana, den del af Havanas centrum, der ikke er fredet af UNESCO og lavet om til levende turistmuseum, hvor den cubanske stat kan fremvise dens spektakulære koloni-arkitektur, bor de ægte havanesere. Stiller man sig op på Hotel Deauville, et billigt og nedslidt Art Deco-hotel, der ligger som Centro Habanas yderste skanse mod Malecon'en og Florida ude over strædet et sted, ligner området et sønderbombet Beirut. Der er huller på størrelse med soppebassiner i de støvede veje, husenes tage er slidte, faldfærdige og ved at falde ned over Calle Gallianio og flere af bygningerne mangler en gavl eller et helt frontparti mod gaden. Folk sidder barmavede og skuer ned langs gaderne, nogle sover med hovedet i armene, enkelte sidder overskrævs på gamle mælkekasser og vakkelvorne træskamler og spiller skak i skyggen. På hvert hjørne står en eller to politimænd og kigger ned langs gaden, enkelte er ved at tjekke papirer på tilfældige borgere, der står nervøst og tripper mens politimandens gamle walkie-talkie skratter fra en central længere inde i byen, hvor en kollega slår den mistænkte op i registeret på en computer.

Afpillet jungle

Hernede, et sted i midten af det inderste af storbyslummen, bor Rafael. Som alle andre cubanere, er han nervøs ved at tale med en udenlandsk journalist, men han tænder også på det. Så længe vi lover ikke at skrive hans efternavn, for så klapper håndjernene, siger han.

Vi mødte ham et par dage før, en sen nattetime på Casa de la Musica, et populært dansested længere oppe ad Calle Galliano. Han stod i en spraglet skjorte og smilede med sine hvide tænder i det sorte ansigt. Så bød han de to fremmede på en Cerveza Cristal. Det var første gang, han var på natklubben, da entréen på fem pesos svarer til næsten halvdelen af hans månedsløn, men som han sagde den nat, mens musikken spillede: 'I dag har jeg tjent lidt penge, så jeg skal have det sjovt. I morgen? Det er lige meget i dag.'

Vi fulgtes med ham bagefter, ned gennem de mørke gader, som i modsætning til dem nede i Habana Vieja, hvor turisterne færdes, ikke er udstyret med gadelamper. Vi havde fået en mojito eller fire, så vi kæmpede for ikke at ryge ned i de største huller og for ikke at sætte foden ned i den rindende mørke strøm, der adskilte vejen fra fortorvet, og få fødderne smurt ind i brunt, småklumpet vand. I en by hvor det ikke havde regnet i ugevis. Jeg havde selv taget det uheldige skridt i forgårs, iklædt klip-klappere, størknet smil og derefter en Lada-Taxa i ekspresfart hjem til hotellets brusebad.

Inde bag nogle skæve søjler stod en politimand i mørket. Han kaldte Rafael hen, spurgte hvad han lavede med to turister og tjekkede ham over walkien. Efter fem minutter fik han nådigst lov at gå hjem, og han inviterede os med til sit casa længere inde i den faldefærdige koloni-jungle. Først var vi mistænksomme for det skorter ikke på skumle invitationer i Havana, hvor ethvert menneske med bleg hud per definition er styrtende rig og et oplagt mål for et storsalg af falske cigarer. Men Rafael virkede anderledes og havde ikke prøvet at sælge os røg, sex eller stoffer. Han havde tilmed stukket os hver en dåseøl og advaret os, når han genkendte folk inde på natklubben, der havde hang til lange fingre. Så vi tog imod.

Sandheden om Cuba

Han viste os rundt i sit hus, som han havde arbejdet på uafbrudt i syv år for at gøre beboeligt. Førte os op til sit værelse, ud i køkkenet, hen til den lille bar, han selv havde bygget, men hvor samtlige flasker var tomme, og tændte neonlyset ind til et mørkt værelse, og sagde 'her sover min mor'. Så hilste vi på den ældre, sorte dame, der rejste sig halvt op i det slidte værelse og missede med øjnene ud mod mørket, hvor der stod to hvide mænd i skjorte og polo og vinkede forlegent. Nedenunder skræppede et par undulater i et bur over forstyrrelsen, og før vi gav hånd til farvel, aftalte vi at komme tilbage et par dage efter, for som Rafael sagde inden vi gik og han med et træt smil lukkede metalgitteret ud til den mørke fugtige gade: 'Så fortæller jeg Jer sandheden om Cuba'.

Den havde vi ikke hørt før. De unge mennesker, vi havde snakket med indtil da, og som havde turdet indgå i en dialog, hvor navnet Fidel Castro optrådte, havde været fuld af lovord om landsfaderen.

- Jeg elsker ham. Han er som en far for os alle sammen, sagde Yaimi, en 26-årig sort pige, vi havde mødt nogle dage før på Plaza de Armas nede i gamle Havana, og som var ivrig efter at følge med os hen til en udendørs bar og sludre.

- Nej, jeg undrer mig ikke over, at vi ikke hører mere til ham. Han bliver rask snart, det siger de selv på tv og i avisen. Vi har brug for ham i denne her verden, hvor der eksisterer onde mænd som George Bush. Gi'r I en drink?

Drømmen om det frie liv

Anden gang vi møder Rafael er en tirsdag sidst på eftermiddagen. Varmen ligger som en fugtig dyne ned over de smadrede gader, da vi kæmper os vej mellem alle vores nye bedste venner og tilbud om cigarer, chicas og 'cocain, my friend? Prima Calidad?'

I de første gader lugter der af en blanding af urin og biludstødning. Længere nede mere af sukker, madolie og varmt skrald fra de grå containere, der står linet op langs gaden uden låg på og steger i den carribiske sol.

Rafael tager imod i bar mave og byder på to tallerkener med noget lyserødt, som minder om en kage, inden han undskylder sig for at gå ovenpå og tage et bad. Vi spiser forsigtigt og smager grundigt på hver bid, mens vi venter. Ude på gaden brummer motoren fra en gammel Vauxhall, men den bliver overdøvet af undulaterne bag os i stuen, der skælder os ud for at have vækket dem forleden nat. Så kommer Rafael ned i nyvasket skjorte, shorts og gummisko og begynder at fortælle op og ned ad stolper og vægge, der ikke er blevet malet siden Castro røg Cohiba.

- Da Fidel blev syg, sagde de intet på cubansk tv. Det var først da folk, der kan se udenlandsk tv, stimlede ud på gaderne og hviskede nyheden videre, at det gik op for os, at der var noget galt med ham. Jeg tror, han er meget mere syg, end de fortæller os.

Rafael er 28 år, og har boet i huset hele sit liv. Hans mor fik det foræret af staten, da den familie, der boede i huset flygtede til Miami, og i dag passer han både moren og en pæn del af resten af familien i den smalle lejlighed.

Han drømmer om et bedre liv. Et liv, hvor han kan tjene penge, sige sin mening og rejse ud og se verden. Og det liv kommer ikke mens Fidel er i live.

- Folk her i området var glade over at Castro blev syg. Ikke fordi vi hader ham, men fordi hans idéer er forældede, og dette land ikke kan komme videre så længe han lever. Men man skal passe på med sin glæde. Vi prikkede til hinanden, smilte i det skjulte og folk hviskede om nye tider på Cuba. Men så snart nyheden var sluppet ud blev gaderne invaderet af politimænd, som skulle sørge for at folk ikke begyndte at få idéer, der lugtede af en ny revolution. Her skal man holde sin kæft og tro på det, de fortæller os, men de fortæller os aldrig sandheden.

- Og hvad er sandheden om Cuba?, spørger en af os og inden sætningen er sagt, rækker Rafael ud efter et lille gråt hæfte på det faldfærdige træbord i stuen og vifter med det.

- Det her er sandheden om Cuba.

Vi bladrer i rationeringshæftet. Det giver ham ret til tre kilo ris om måneden, en enkelt sæbe, en tube tandpasta, andre småting, der hverken er til at leve eller dø for, og tre cigarer til de cubanere, der er født før 1949.

Frihed forbudt

Bagefter følger Rafael os hjem. Klokken nærmer sig midnat, og vi går gennem Centro Habanas slidte, mørklagte gader og ned langs Malecón'en, hvor bølgerne skyller kraftfuldt ind mod land. De unge mennesker, der hænger på stenkanten spørger os om cigaretter, pesos eller bare lidt ild fra en engangslighter, som er en luksusvare på øen, der ikke er alle forundt.

Nede ved den del af promenaden, der bugter sig langs Habana Vieja, bliver Rafael kaldt hen til en politimand. Mens vi smager på det salt, vinden fra havet har efterladt omkring vores læber, stiller han sig op med armene i siden. Han brokker sig åbenlyst, er træt af at blive stoppet af politiet fordi han går sammen med to udlændinge. Han ligner ikke de andre cubanere, der plejer at stille sig pænt, når politiet kalder. Han ligner en ung mand, der har fået nok. Efter endnu et opkald til centralen bliver han sluppet løs.

- Hvorfor er de så bange for, at vi snakker med turisterne, der besøger vores land?, spørger han retorisk, mens han ryster på hovedet, og svarer så selv. – Fordi de er bange for, at vi fortæller sandheden. Deres sandhed er, at Cuba er et frit land med frie mennesker, men Cuba er et af de eneste lande i verden, hvor frihed er forbudt.